Cykelhjelm
Cykelhjelme er sund fornuft. Og cykelhjelme er ikke kun for sikkerhedsfanatikere
- faktisk er det hul i hovedet at køre uden.
Der er f.eks. heller ikke nogen, som griner af en bilist, der spænder sin sikkerhedssele - og sådan burde vi også se på cykelhjelme.
Hvorfor køre med hjelm?
Der er mange argumenter for at lade være, men de er dårlige.
Hvert år bliver op mod 50 cyklister dræbt og 1600 får alvorlige hovedskader. Seks ud af ti hovedskader kan undgås, hvis alle spænder hjelmen. Alligevel kører kun cirka halvdelen af alle børn med hjelm – og blandt de voksne er det bare én ud af 17.
Mange større børn føler, at de er sikre cyklister, og det er de også. Men et styrt er sjældent planlagt og sker for selv den bedste cyklist – selv de professionelle.
Eksempler på hjerneskader 
Styrter du på cyklen med 20 km/t, rammer du asfalten med en kraft, der svarer til ½ ton. Hvis du kører uden hjelm, er risikoen for en hjerneskade stor.
Hjerneskallen på en syvårig, en 16-årig og en 40-årig er cirka lige tyk, så skaderne på voksne og børn bliver de samme.
Alt efter hvilken del af hjernen, der kommer til skade, vil konsekvenserne være forskellige. Du kan få ødelagt din hukommelse og din opfattelse af, hvem du er. Hvis muskelkoordinationen bliver ødelagt, kan du måske ikke engang synke dit eget spyt. Du kan miste evnen til at forstå, hvad andre siger eller til selv at tale. I yderste konsekvens kan du dø.
Seks ud af ti hovedskader kan undgås ved brug af en cykelhjelm, der dækker pande, tindinger og baghoved, og som er indstillet korrekt.
Køb den rigtige hjelm
Vælg din hjelm selv - ellers får du den aldrig på!
• Prøv altid din hjelm, før du køber den
• Vælg en, der sidder godt på hovedet
• Vælg en, som du synes er pæn eller sej
• Vælg en hjelm, som er let at indstille
• Cykler du langt eller hurtigt, er det godt med store ventilationshuller
• Kassér din hjelm, hvis den har været udsat for et hårdt stød. (Der er ingen garanti for, at de også holder anden gang, uheldet er ude)
• Vælg en godkendt og CE-mærket hjelm med vist godkendelsesnummer: EN 1078
Din cykelhjelm skal sidde rigtigt for at virke.
Hjelmen må ikke blotte panden
Ofte sidder hjelmen helt omme i nakken på cyklisten, så panden er blottet.
På den måde er hjelmen ikke til ret meget gavn, hvis du tager turen ud over styret.
Hjelmen skal sidde, så den dækker både baghovedet, tindingerne og panden – og det gør den, når den sidder vandret set fra siden, og der kun er to-tre centimeter mellem øjenbrynene og hjelmens forkant.
Hjelmen skal sidde til
Andre gange er cykelhjelmen spændt så løst, at den risikerer at falde af under et trafikuheld. Hjelmen skal indstilles og strammes, så den ikke kan rutsje rundt på hovedet, og der kun er plads til to fingre mellem remmen og hagen.
Spænderne skal også jævnligt strammes efter, så de ikke bliver for løse.
Forkert Rigtigt
Hjelm er godt - tvang er skidt
Cyklistforbundet anbefaler, at alle cyklister kører med hjelm, men er imod at tvinge hjelmen ned over hovedet ved lov.
Der er ingen tvivl om, at det er sund fornuft at køre med hjelm, for cykelhjelmen mindsker faren for at få alvorlige hovedlæsioner.
Cyklistforbundet mener, at et hjelmpåbud vil afholde flere fra at cykle: Hvis valget står mellem at risikere en bøde for ikke at køre med hjelm, og at sidde i en bil til skole, så er valget nok enkelt for de fleste.
Set med folkesundhedsbriller vil det have katastrofale følger: Allerede nu dør 1500 mennesker årligt som følge af for lidt motion. Motion som kunne være den daglige cykeltur til og fra skole.